Lidt om vores website www.ravnsbak.dk                 Skift til engelsk       
                Skift til tysk             

 

  

 

 

Dette website er først og fremmest skabt af Steen Ravnsbæk og Flemming Ravnsbæk. For os begge har vi siden barndommen været fascineret af alle former for skinnetransport. Når vi har været på rejse, har det altid været os en stor fornøjelse at betragte de mange forskellige driftsformer og det forskelligartede materiel, man støder på både i ind- og udland.

Derfor har vi også holdt meget af at forevige vores oplevelser i billeder og video - i alle årene indtil nu alene for vores egen fornøjelse.

Internettet har nu gjort det muligt for os at give andre interesserede adgang til at se vores billedmateriale. Vi har selv med glæde gjort brug af de mange fremragende websites, der allerede beskæftiger sig med emnet. Vi håber selvfølgelig, at mange med samme interesse også vil finde fornøjelse i at kigge forbi på vores website.

Billederne på ravnsbak.dk

Vi har valgt at opstille nogle få regler for indholdet på websitet.

Der anvendes kun billeder og video, som er optaget af medlemmerne af vores familie. Det er Steen Ravnsbæk, Annie Ravnsbæk,  Flemming Ravnsbæk (søn), Sarah Krintel Nilsson (svigerdatter) Dorthe Bomholdt Ravnsbæk (datter) og Jens Bomholdt Ravnsbæk (svigersøn). 

Websitet opdateres løbende hver gang vi har nye billeder til siden. Det vil som oftest sige 1 gang om måneden.

Vores website må indeholde billeder af materiel inden for alle former for skinnetransport. Stations- bygninger m.v. indgår også.

Materiel udstillet på museer indgår ikke. Vi søger også at undgå egentlige museumsbaner, men her kan det være vanskeligt at foretage en konsekvent afgrænsning. 

Ældre materiel, der kun lejlighedsvis sættes i drift, medtages kun, hvis det tilhører baner eller sporveje, som på fotograferingstidspunktet varetager køreplansmæssig drift. Såfremt banens eller selskabets køreplansmæssige drift alene har karakter af museumsdrift, medtages billederne ikke.

Lidt mere om os

Som det tidligere er nævnt, er websitet først og fremmest skabt af Steen Ravnsbæk og Flemming Ravnsbæk. De øvrige familiemedlemmer har undervejs været så venlige at udvise stor tålmodighed, når vi lige skal have et billede af det næste tog - eller den næste sporvogn. Venligheden strækker sig videre endda - ofte bidrager den øvrige familie også med selv at levere billeder til vores side, hvilket vi selvfølgelig sætter stor pris på.

Ingen af os beskæftiger os arbejdsmæssigt med nogen former for skinnetransport. Der er altså alene tale om en fritidsfornøjelse. Da vi alle også er optaget af vores arbejde og/eller studier (og andre fritidsinteresser), rækker tiden heller ikke til deltagelse i foreningsaktiviteter omkring vores "skinne-hobby". 

Steen Annie
Sarah Flemming Dorthe Jens

Vi er alle bosiddende i Østjylland - i Fredericia og Århus - og samtidig har vi en lejlighed Hamburg.

Vi kan kontaktes pr. mail railroad@ravnsbak.dk

 

Formelle forhold

Dette websites indhold må kun benyttes til privat ikke-kommercielt brug og under forudsætning af, at ophavsret, varemærkeret og andre ejendomsrettigheder knyttet til de viste billeder respekteres. Det er ikke tilladt at kopiere, reproducere, genudgive eller distribuere indholdet af dette website til offentligt eller kommercielt brug.

Vi fraskriver os enhver kontrol over, tilhørsforhold med eller godkendelse af andre websites som henviser til dette website, eller andre websites, som vi måtte henvise til.

Vi søger at sikre, at informationerne på vores website er korrrekte og ajourførte. Men vi giver ingen indeståelser eller garantier for rigtigheden, rækkefølgen, betimeligheden eller fuldstændigheden af indholdet på websitet eller på de websites, der henvises til - og kan følgelig heller ikke påtage os noget ansvar i den anledning.